Georgi Gospodinov (BG)

Georgi Gospodinov er en bulgarsk forfatter, digter og manuskriptforfatter. Han er bedst kendt for sin debutroman 'En naturlig roman', som gav ham et internationalt gennembrud.

Hans seneste udgivelse, der er oversat til dansk, er novellesamlingen 'Blinde Vajsja og andre historier' fra 2018. Hver historie har sit særlige perspektiv og sin særlige pointe, så det er næsten umuligt at fremhæve den ene frem for den anden. Flere historier foregår i toge, på banegårde, afgangshaller, caféer eller andre offentlige steder, hvor mennesker mødes. Altså tomme steder, hvor man er i en venteposition og åben for nye møder og kontakter.

Gospodinovs debut- og gennembrudsroman 'En naturlig roman' gav ham international succes. Det kan være svært at forklare, hvad bulgarske Georgi Gospodinovs ’En naturlig roman’ egentlig handler om, fordi den udforsker og udfordrer romanen som genre. Fortællingen varieres, udvides, omvæltes og bygges op igen. Men ét er sikkert; adskillelsen går igen – som et par, der går fra hinanden, som mennesker, der udskiller ting på toilettet, som en tolkning af at fare vild og have svært ved at finde tilbage til sit udgangspunkt.

Georgi Gospodinov (f. 1968) er født i Bulgarien. Han debuterede som forfatter i 1992 og har siden udgivet både poesi, noveller og romaner. Han blev internationalt kendt med romanen 'En naturlig roman' (2006, 2. udgave 2018), der oprindeligt udkom i 1999. I 2017 udkom romanen 'Melankoliens fysik' på dansk. Foreløbigt er det kun to af hans romaner og en enkelt novellesamling, der er oversat til dansk. Alle tre værker er oversat af Helle Dalgaard og udgivet på forlaget Jensen & Dalgaard.

Portrættet er udarbejdet af Litteratursiden.dk i samarbejde med LiteratureXchange. Læs mere om forfatteren og hans bøger på Litteratursiden.

Foto: Phelia Baruh

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.