Suzanne Brøgger (DK)

Suzanne Brøgger udfordrer til stadighed de moderne samlivsformer, når hun igennem sit omfattende forfatterskab kæmper for den erotiske frigørelse og kærligheden.

Brøggers debut Fri os fra kærligheden fra 1973 er med sine essays, der omhandler seksualitet, kønsroller og kvinden i det moderne samfund blevet et hovedværk i feministiske kredse. Men det var Creme fraiche (1978), der blev hendes kommercielle gennembrud. 'Creme fraiche' er en åbenhjertig, selvbiografisk roman, der tager udgangspunkt i Brøggers egen opvækst og baggrund. Romanen er første del af en føljeton, der sammen med 'JA' (1984) og 'Transparence' (1993) tematiserer de selvbiografiske elementer og fiktionen med et fortsat fokus på kønsroller, identitet og ikke mindst seksualitet.

I Suzanne Brøggers seneste bog, Norsk Omelet (2018), tager hun til Norge på en forespørgsel fra forlaget, der udgiver hende deroppe. Bogen er en kulturel tour de force gennem vort nordlige broderland, hvor forfatterinden opsøger en lang række steder og personer for at få – og give os – en større forståelse af landet.

Suzanne Brøgger er født i 1944 i København og levede i sine barne- og ungdomsår i en noget rodløs tilværelse, som førte hende fra Danmark til Sri Lanka over Bangkok og siden hjem igen. Men i rygsækken fik hun et mandligt bekendtskab med sig, der igennem mange brevkorrespondancer på godt og ondt kom til at forme hendes seksuelle frigørelse, der som bekendt er et af de væsentligste temaer i hendes forfatterskab.

Portrættet er udarbejdet af Litteratursiden.dk i samarbejde med LiteratureXchange.
Læs mere om forfatteren og hendes bøger på Litteratursiden.

Foto: Isak Hoffmeyer

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.