Gå til indhold
Indhold begynder her

Verdens vigtigste bøger?

Forsiderne af de næste bøger fra artiklen
27. marts 2026

Hvad gør en bog til en litterær klassiker? Og hvilke værker fortjener titlen som verdens allervigtigste? Professor Mads Rosendahl Thomsen kommer her med et bud. 

Det er en umulig opgave at udvælge verdens vigtigste bøger. Alligevel gjorde professor Mads Rosendahl Thomsen et modigt forsøg til et velbesøgt arrangement på Dokk1. Det blev til 10 udvalgte klassikere fra verdenslitteraturen og her kan du se, hans bedste bud på netop; verdens vigtigste bøger- 

Arrangementet var en del af Århundredets Festival og var samtidig en kærkommen lejlighed til at se frem mod årets LiteratureXchange festival, som finder sted til sommer. 

Kom med på en inspirerende rejse gennem nogle af litteraturens største værker. 

Gilgamesh: Det ældste kendte fortællende værk. En sumerisk konges rejse mod udødelighed, der grundlægger litteraturens store temaer: venskab, tab, dødelighed og menneskets plads i verden. Guder, oversvømmelser, bykultur.

Hvorfor er denne bog blandt verdens vigtigste? Bogen er det ældste epos, vi har. 

Kong Ødipus, Sofokles: En konge søger sandheder om en gammel forbrydelse - og opdager, at han selv er forbryderen. Aristoteles' eksempel på den perfekte tragedie og med en enorm kulturhistorisk efterklang - ikke mindst pga Freud. 

Hvorfor er denne bog blandt verdens vigtigste? En del af fundamentet for den vestlige dramatiske tradition

 

Den Guddommelige Komedie, Dante Alighieri: En vandring gennem Helvede, Skærsild og Paradis. Dante skrev på italiensk/toskansk i stedet for latin og viste, at folkesprog kunne være et udsøgt litterært sprog. 

Hvorfor er denne bog blandt verdens vigtigste? Et favntag med hele verden i ét langdigt på et nationalt sprog

 

Hamlet, William Shakespeare: Prinsen af Danmark vakler mellem handling og tvivl. Hamlet opfinder det moderne subjekt: et sind, der iagttager sig selv, fortolker sin egen smerte og ikke kan beslutte sig. 

Hvorfor er denne bog blandt verdens vigtigste? Et uperfekt mesterværk, hvor den moderne persons tvivl er i centrum.

 

Frankenstein, Mary Shelley: En ung videnskabsmand skaber liv - og viger tilbage i rædsel. Skrevet af en 18 årige kvinde. Men er det en profetisk advarsel om teknologiens konsekvenser og skaberens ansvar? 

Hvorfor er denne bog blandt verdens vigtigste? Den udfordrer ideen om mennesket i en ny genre - som vi dag kender som Science Fiction

 

På sporet af den tabte tid, Marcel Proust: Syv bind om erindring, tid og kunst. Fra den berømte madeleinekage til de afsluttende sider om den genfundne tid udforskede Proust hukommelsen som en litterær form i sig selv. 

Hvorfor er denne bog blandt verdens vigtigste? En maksimalistisk udforskning af tid, bevidsthed og sanselighed, som gør det personlige universiet. 

 

Mrs. Dalloway, Virginia Woolf: Én dag i London, set gennem mange bevidstheder. Woolf opløste den kronologiske fortælling og lod tankerne flyde frit mellem figurerne. 

Hvorfor er denne bog en af verdens vigtigste? Bogen viser os modernitet og traume udforsket gennem bevidsthedsstrømme

 

1984, George Orwell: I et totalitært overvågningssamfund kæmper Winston Smith for at bevare sin egen tanke. Begreber som 'Big Brother', 'nysprog' og 'tankepoliti' er blevet en del af vores politiske ordforråd. 

Hvorfor er denne bog en af verdens vigtigste? Bogen tilbyder en kvinskarp analyse af totalitarismens metoder og kampen for at bevare menneskelighed. 

 

W, eller erindringen om en barndom, Georges Perec: To parallelle historier - en barndomserindring og en fantasi-ø - der langsomt afslører Holocaust' fravær i en forældreløs drengs liv. 

Hvorfor er denne bog blandt verdens vigtigste? Bogen blander erindringens sandhed med allegoriens forsøg på at udfylde de manglende sider. 

 

Årene, Annie Ernaux: En kvindes liv fortalt i tredje person gennem fotografier, reklamer og minder - uden et eneste 'jeg' Forfatteren Annie Ernaux opfandt en ny form, der forener det personlige med det kollektive. 

Hvorfor er denne bog en af verdens vigtigste? Sammen med bogen blev der skabt en helt ny form for selvbiografi - en selvbiografi uden det helt tydelige 'jeg' som vi ellers kender fra genren. 

 

 

 

  • Arrangører
    Mediepartnere
    Strategiske samarbejdspartnere
    Sponsorer