Gå til indhold
Indhold begynder her

Søren Ulrik Thomsen (DK)

Forfatter Søren Ulrik Thomsen
Foto: Robin Skjoldborg.

Den danske digter og essayist Søren Ulrik Thomsen har gennem hele sit forfatterskab været optaget af eksistentielle spørgsmål og menneskelige grundvilkår som døden og ensomheden, skabelsen og tilintetgørelsen. Det er han også i sin seneste bog fra 2021, 'Store Kongensgade 23', et essay, der behandler tiden før, han trådte ind på den danske forfatterscene. Her møder læseren forfatteren som teenager og nyankommet til København, hvor han opdager storbyens susende og anonyme kraft sideløbende med en tilværelse, der er stærkt præget af moderens psykiske sygdom, som giver anledning til interessante bemærkninger og tanker om psykiatrien og tilværelsen, når den viser sig fra både de gode og dårlige sider. 

Søren Ulrik Thomsen debuterede med digtsamlingen 'City Slang' i 1981, der kredser om menneskets fremmedgørelse i storbyens rum og var en del af gruppen af 80’er-digtere, der reagerede mod 70’ernes digtning, som var præget af politisk kunst. 80’er-generationen, som også Michael Strunge var en del af, fokuserede på kroppen, sansningen og eksistentielle emner i et stramt, minimalistisk sprog. I 1984 satte Lars H.U.G. musik til nogle af digtene fra 'City Slang' på albummet med samme titel.

Hans bøger har i alle årene fået opmærksomhed, og han står i dag som en af dansk litteraturs betydeligste digtere gennem flere generationer. Han blev medlem af Det Danske Akademi i 1995 og blev samme år tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

 

Portrættet er udarbejdet af Litteratursiden i samarbejde med LiteratureXchange.
Læs mere om forfatteren på Litteratursiden.dk.

Årets temaer 2023

  • Arrangører
    Sponsorer