Gå til indhold
Indhold begynder her

Hanne Højgaard Viemose (DK)

Forfatter Hanne Højgaard Viemose
Foto: Selvportræt.

Hanne Højgaard Viemoses forfatterskab er båret af en autofiktiv, fragmentarisk og stilitisk eksperimenterende stil. Hun kredser om voldsomme livserfaringer med stor sproglig energi og originalitet og skåner hverken sig selv eller sin læser i skriften.

Hanne Højgaard Viemoses seneste roman 'HHV, FRSHWN - Dødsknaldet i Amazonas'(2019) blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2020. Fortælleren ville egentlig skrive en bog om Anita, der som antropologistuderende rejste til Amazonas og overhovedet ikke frelste indianerne og måske blev voldtaget, men oplevelserne blander sig hele tiden, Anita bliver til Hanne, og sådan udvikler historien sig. Romanens forskellige spor med blandt andet en barsk ungdom og en voldtægt skrevet i fragmentereret form kredser om fortællerens grænseløshed uden at forklare den.

'HHV, Frshwn Dødsknaldet i Amazonas' er en formeksperimenterende roman, som med dens hidsige tempo, hæsblæsende tone og vilde stilistik rummer en ny måde at fremstille kvinden og hendes begær på. Højgaard Viemose har med 'HHV, Frshwn' skrevet mere radikalt om det kvindelige begær, end vi har set tidligere i dansk litteratur.

Hanne Højgaard Viemose debuterede med 'Hannah' i 2011. Ligesom forfatteren selv i sin tid rejste down under, handler ’Hannah’ om en backpackers bekendelser fra Australiens outback og en ung piges søgen efter frihed og identitet. Hanne Højgaard Viemose modtog Munch Christensens debutantpris for romanen. Den selvstændige fortsættelse 'Mado' (2015) handler om moderskab, parforhold, angst og overlevelse. I et fragmenteret sprog med mange indskud og associationer skriver hun med hud og hår og en vildskab og råhed, der spejler det retningsløse i hovedpersonens liv.

 

Portrættet er udarbejdet af Litteratursiden.dk i samarbejde med LiteratureXchange.
Læs mere om forfatteren på Litteratursiden.

 

  • Arrangører
    Mediepartnere
    Strategiske samarbejdspartnere
    Sponsorer