Gå til indhold
Indhold begynder her

Olivia Wenzel (DE)

Forfatter Olivia Wenzel
Foto: Juliane Werner

Olivia Wenzel debuterede i 2021 på dansk med romanen ’Mit hjerte er en automat'. Her bearbejder Wenzel igennem fragmentariske billeder den sorte kvindes tilstedeværelse i Østtyskland.

I ’Mit hjerte er en automat’ følger vi en kvindes opvækst i Østtyskland fra 1980’erne, og igennem en række scenerier lærer vi den sorte kvindes livspræmisser i et overvejende hvidt land. Vi er med hende på tilskuerpladserne i teatret, hvor hun er den eneste sorte kvinde, og på stranden med kæresten og en tilfældig gruppe nynazister.

Bogen konfronterer den hverdagsracisme, hovedpersonen oplever, og hvordan den er dybt indlejret i samfundet. Wenzel skriver på én gang humoristisk og sorgfuldt om tab, ensomhed og tildelte roller, og hun formår igennem sin debut at åbne for en diskussion, som ikke tidligere er set i tysk samtidslitteratur. Bogen er skrevet som en dialog mellem fortælleren og en samtalepartner, og dette gør, at vi langsomt lærer fortælleren at kende, men i erindringsbrudstykker, der hver især bidrager til den samlede historie om et uundgåeligt og allestedsnærværende racetraume.

Olivia Wenzel er udover sin romandebut kendt for sine digte, teaterstykker og musik. Hendes teaterstykker er blevet sat op på teatre forskellige steder i Tyskland, blandt andet i Hamborg og Berlin.

 

Portrættet er udarbejdet af Litteratursiden.dk i samarbejde med LiteratureXchange.
Læs mere om forfatteren og hendes bøger på Litteratursiden.

Oplev Olivia Wenzel her

  • Arrangører
    Sponsorer