Gå til indhold
Indhold begynder her

Kim Leine (DK)

Forfatter Kim Leine
Foto: Robin Skjoldborg.

Kim Leine er født i Norge i 1961, men flyttede senere til Danmark, hvor han blev uddannet sygeplejerske. Han flyttede sidenhen til Grønland, men vendte tilbage til Danmark efter en årrække. Leine debuterede i 2007 med romanen 'Kalak', og allerede her tager han temaet om Grønland op, der bliver karakteristisk for hans forfatterskab.

I 2013 vandt Kim Leine Nordisk Råds litteraturpris for 'Profeterne i Evighedsfjorden', en mastodont fortælling, der tager læseren med tilbage til 1780'ernes Grønland. Her rejser den nyuddannede præst Morten Falch til Grønland for at missionere, men bliver til sin overraskelse mødt af kulde, råddenskab og druk fremfor interessen for Gud og prædikener. I stedet opdager han, at folket allerede har profeterne Habakuk og Maria Magdalene, der lever inde i landet. Falck rejser ud for at arrestere og prædike Guds ord for de falske profeter, men rejsen er farefuld, og de svære kulturmøder er altdominerende. Romanen ’Rød mand/sort mand’ fra 2018 er en selvstændig efterfølger til 'Profeterne i Evighedsfjorden', som foregår cirka 65 år tidligere og kredser om det første møde mellem danskerne og grønlænderne.

Kim Leines seneste roman 'Dansk standard' fra 2019 har igen traumet som kernetema. I et sammensurium af absurd humor og grotesk horror har Leine skrevet en roman, hvor man sammen med hovedkaraktererne udforsker menneskets sind og de psykiske konsekvenser af overgreb. I november 2018 modtog Kim Leine Kronprinsparrets Kulturpris og i 2019 Søren Gyldendal Prisen.

 

Portrættet er udarbejdet af Litteratursiden.dk i samarbejde med LiteratureXchange.
Læs mere om forfatteren på Litteratursiden.

 

Oplev Kim Leine her

  • Arrangører
    Sponsorer